torsdag den 15. maj 2014

Matatu

Når vi skal på ekskursioner, eller ind til Nanyuki, bruger vi gerne matatuer. Meget offentlig transport i Kenya foregår med matatu, men vi lejer som regel en hel matatu privat.


En matatu er en meget gammel og slidt minibus, gerne af mærket Toyota, hvori der er presset 15 sæder ind. Med lidt god vilje og lidt vold kan man dog sagtens sidde endnu flere i en matatu. Da dette billede blev taget, sad vi 18 mennesker i matatuen på vej i byen i Nanyuki.


Der er lavt til loftet, især bagerst i matatuen, og når matatuen kører derudaf på en hullet kenyansk vej, undgår man ikke at banke hovedet ind i karosseriet.


Som sagt har alle de matatuer, som vi har brugt, set bedre dage, og ingen af dem har været i nærheden af at kunne klare et dansk syn. For at eksemplificere, følger her en top tre over matatu-defekter, vi har oplevet:

3. En højttaler gav efter for rystelserne, rev sig løs fra væggen og faldt ned i hovedet på Anne.

2. Under en stille og rolig køretur i Nanyuki gik matatuens skydedør af sine hængsler, og hang så og dinglede. Tro det eller lad være.

1. På vej til Mt. Longonot blev gulvet i matatuen så varmt at vi måtte løfte fødderne for ikke at forbrænde dem. Hvad værre er: chokoladen i vores rygsække smeltede. Det endte med at motoren pludselig brød sammen, og matatuen blev fyldt med kulsort røg.

Trafikken i Kenya er et kapitel for sig selv. Der overhales overalt, man følger gerne direkte efter en forankørende lastbil, hvis denne er i færd med at overhale, og man når ofte først at trække ind et splitsekund før man ville have ramt en modkørende. En lettere påvirket Saga sagde efter sin første matatutur: ”det er som at kaste terninger med døden”.


Alt dette ændrer dog ikke ved, at det er pisse sjovt at køre i en matatu. Der er gerne skruet helt op for partymusikken, så det er svært at kommunikere, men så handler det bare om at nyde musikken og landskabet, man kører igennem.

Det tilsvarende køretøj i Tanzania hedder en dalladalla. Her sidder vi 25 personer i en dalladalla på vej fra Arusha by til Action Aids Global Platform lidt uden for Arusha.