Graffiti

Mandag i fjerde uge var vi tilbage i Nairobi, og den stod på politisk graffiti. Vi startede på en tagterrasse midt i Nairobi, hvor fem af Østafrikas mest kendte og indflydelsesrige graffitikunstnere holdt til. Her var rigeligt med inspiration at hente.

Formiddagen brugte vi alle på at tegne og udskære vores personlige stencils, hvilket fx kan være et mærke, der har forbindelse til ens navn, eller et symbol, som man kan relatere til. Under vores efterhånden mange spil rommy på højskolen, er der blevet klaget over for megen tøven fra min side, og jeg har fået øgenavnet ”The Thinker”, hvilket mit stencil skal illustrere.

Over middag tog vi til Kibera, hvor en af væggene på en nedbrændt bygning skulle danne rammen om vores graffitiværk. Vi placerede alle vores personlige stencils på væggen.

Så diskuterede vi os frem til motiv, tema og budskab, og med stor hjælp fra graffitikunstnerne blev vores værk langsomt til.

Det er spændende at prøve at være kreativ på nye måder, og jeg synes at de kreative opgaver for mit eget vedkommende er gået over al forventning indtil videre. Tidligere i forløbet har vi genbrugt tøj, som vi købte på et marked i Nanyuki, til at sy og dekorere nye beklædningsgenstande, og senere her i Nairobi skal vi skrive, komponere og indspille en sang, danse og skrive artikler.

Community work

Onsdag i tredje uge brugte vi formiddagen på at arbejde frivilligt for et af lokalsamfundene nær Daraja. Opgaven lød på at restaurere en nærliggende skoles lermure, som gennem tiden er krakeleret. Et stykke fra skolen hakkede og gravede vi ler op, og fyldte det i sække. Henne ved skolen blandede vi leret med vand og klaskede det op på skolens mure. 

Det var rart at bruge nogle timer på at hjælpe lokalsamfundet, og de lokale takkede os mange gange og lod os vide, at vi altid ville være velkommen på besøg i deres lille skole. Vi håber på at finde tid til at benytte os af dette tilbud en dag.

En af mine vaerelseskammerater, Gideon, og jeg slaeber saekke med ler

Marie, Silje og Anne samler vand ved et naerliggende vandhul

Vandet og leret blandes

En af mine vaerelseskammerater, Ayanda, klasker ler paa skolens mur

Gruppebillede foran skolen

Thomson's Falls

Lørdag i anden uge fik vi danskere lov til at være turister for en dag, da vi valgte at besøge Thomson’s Falls, der ligger cirka tre timers kørsel fra Daraja. På vejen derud kørte vi forbi et dyrereservat, og vi var heldige at se vilde næsehorn, flodheste, giraffer, zebraer, bøfler og antiloper. Vi glæder os til de tre safarier vi skal på, hvor vi kommer helt tæt på dyrene.

Vores naboer

På bakkerne rundt om Daraja går masaihyrderne rundt med deres kvæg, geder og kameler. Lokalbefolkningen bor gerne i runde, stråtækte huse i bittesmå landsbyer.

Save water!

Alt vores drikkevand og badevand får vi fra vores flod, som har sit udspring på Mount Kenya. Der bor rigtig mange mennesker længere nede af floden, og de er, ligesom os, afhængige af vandet. Vi befinder os i øjeblikket sidst i en tørkeperiode, og vandstanden i floden er ret lav. Derfor sparer vi så godt på vandet, som vi kan. For eksempel bliver vi opfordret til at blive en del af den meget eksklusive klub af personer, der kun bader hver syvende dag. Regntiden er dog lige om hjørnet, og det har allerede været regnvejr et par dage, så snart kan vi forhåbentlig tage en masse varme bade. Det foregår som oftest midt på dagen, når solen har opvarmet badevandet.

Fri søndag

Søndag var vores første dag helt uden program. Otte af os tog på en improviseret vandretur umiddelbart efter morgenmaden. Vi gik om bag de nærmeste bakker ved vores platform, og kom igennem en lille masailandsby.

Denne bygning var landsbyens kirke, og fra lang afstand kunne vi høre sang. I første omgang gik vi forbi den, fordi vi ikke ville forstyrre gudstjenesten, men vi kunne ikke lade være med at gå tilbage for at hilse, og spørge, om vi måtte kigge ind. Masaierne var utroligt venlige og gæstfri, og især en af de ældre mænd tog sig rigtig god tid til at hilse på hver enkelt af os. Vi deltog i 5-10 minutter af gudstjenesten. Som I kan se i klippet, lignede gudstjenesten ikke helt dem, som vi kender fra folkekirken. Det var fantastisk at være med til, og vi er så glade for, at vi tog mod til os, og ”forstyrrede” landsbyen på deres kirkedag.

Gruppen

På førstedagen, mens vi boede på YMCA i Nairobi, mødte vi også vores afrikanske meddeltagere. Vi legede en del navnelege, og den første dag på platformen tændte vi efter mørkets frembrud et bål og sang sange på swahili, mens vi dansede rundt om bålet. Vi danskere kunne byde ind med "boogie woogie woogie"-sangen. Her er hele gruppen, på nær en enkelt, foran telefontræet ved vores platform.

Øverst fra venstre er det Robert, Bozco, Gideon, Magnus, Alex, Anders, Paul, Iso, Mapenzi, Rose, Anne, Marie, Aisha, Mathilde og Maya. Nederst fra venstre er det Saga, Ayanda, Joey, Silja og Caro. Vincent mangler på billedet.

Kibera

På førstedagen af vores højskoleforløb og få timer efter, at vi havde landet i Nairobi, stod vi midt i et af Afrikas største slumområder, Kibera, der har 1,5 million indbyggere. Med blandede følelser blev vi ført rundt af lokale, der kendte området. Hvilken tilgang skal man have til mødet med mennesker, der lever for under en dollar om dagen og bor i huse af blik på stier fyldt med affald? Smiler man? Bør man se folk i øjnene? Skal man se interesseret ud? Kan man tillade sig at tage billeder?

Kiberas mange børn gjorde mig mindre anspændt; de løb legende rundt, og hele tiden måtte vi vinke og svare børnene, når de råbte ”mzungu” (swahili for ”hvid person”) eller ”hello, how are you?”. De viste mig, at det kan lade sig gøre at have en hverdag i slummen. Alligevel gik jeg rundt med en dårlig følelse af, at vi gjorde fattige menneskers elendighed til en attraktion.

Johanne og Robert med en flok børn fra Kibera.