På førstedagen
af vores højskoleforløb og få timer efter, at vi havde landet i Nairobi, stod
vi midt i et af Afrikas største slumområder, Kibera, der har 1,5 million indbyggere.
Med blandede følelser blev vi ført rundt af lokale, der kendte området. Hvilken
tilgang skal man have til mødet med mennesker, der lever for under en dollar
om dagen og bor i huse af blik på stier fyldt med affald? Smiler man? Bør man
se folk i øjnene? Skal man se interesseret ud? Kan man tillade sig at tage
billeder?
Kiberas mange børn gjorde mig mindre anspændt; de løb legende rundt, og hele tiden måtte vi vinke og svare børnene, når de råbte ”mzungu” (swahili for ”hvid person”) eller ”hello, how are you?”. De viste mig, at det kan lade sig gøre at have en hverdag i slummen. Alligevel gik jeg rundt med en dårlig følelse af, at vi gjorde fattige menneskers elendighed til en attraktion.
Johanne og Robert med en flok børn fra Kibera.
